søndag den 19. september 2010

Step 1: skaf en ambulance√













Fredag var vi et smut forbi Falck's ambulancepark i Esbjerg for at se på et par ambulancer.

Stor tak til Falck for at støtte op om projektet med så lækkert et dyr som vores VW Carvelle fra '97. Kørt 582.000 km venner, så på dansk betyder det farvel og tak for god tjeneste -  i Mongoliet derimod bliver den modtaget med åbne arme.

Det var en helt speciel oplevelse at prøvekøre en ambulance - så fik vi virkelig sat hele projektet i relief. I mit hoved kørte der billeder af os drøne igennem Gobi ørkenen, fuldstændig dækket i støv og med Black Crowes rockende fra bilstereo'et - Hard to Handle baby...

Sammen med Bo (billedet til venstre) blev motoren kigget lidt igennem. Jeg så det ikke, men jeg er sikker på at både Peter og Brian fik sparket lidt dæk. Aaaahh male-bonding når det er bedst;-) En stor dag.

Nu skal dyret transporteres til Århus hvor det skal under kyndig behandling - mere om den historie senere...

fredag den 17. september 2010

Velkommen til Denmark4Mongolia


Om 308 dage, 7.410 timer, 444650 minutter and counting, så kører Brian, Peter og jeg selv afsted fra London i en gammel ambulance - destination Ulaan Baatar, Mongoliet. Vi tilbagelægger ca. 10.000 km og gør det for eventyret, for friheden, for velgørenheden, for anti-hverdagen og den gode historie.
En grundlæggende filosofi bag vores eventyr er, at projektet skal bringe værdi, ikke bare til os som explorers, men til alle der læser om projektet, bliver inspireret, hjælper os på vej, sponsorerer et bildæk, reparerer en defekt udstødning eller får lyst til at donere en skilling til velgørende formål i Mongoliet.

Det er et vanvittigt projekt og meget lidt fornuftigt at køre en ambulance hele vejen til Mongoliet for at donere den til deres skrantende ambulancepark, men jeg kan svare for os alle tre når jeg siger, at intet giver mere mening og større livsglæde end netop dette eventyr.

Til venner, familie og andre interesserede - vi håber i vil følge os, smile kejtet, blive bevæget, grine højlydt og tabe kæben i forbavselse når vi de næste 340 dage forsøge at virkeliggøre eventyret - Denmark4Mongolia.

Venlig hilsen,

Brian, Peter & Nicki
Danish Dynamite